En mand stod op på scene og mens alle heppede på ham, og skreg så vildt at det gøre ondt. Der stod mand med mikrofon, og var klar til at sige noget. Hele verden var muse stille, så stille at men kunne høre vinde hvirvel. “Jeg ville slippe ud af fængslet på en time”  der bliv heppede, råbt. I det samme sekund han sagde det, var han sikker på at han kunne klar det. Med det 

Gik han nu ned af den lange gange hvor de barsk, beskidt forbryder har brugt årtier på at slippe væk, men det har aldrig lykkes for dem. Mand blev gennemsøgt. Med det øjeblik han var sat i cellen, gav vagten en lille smil på munden og kiggede på mand, lukkede døren, og sat timer igang. Mand tog sit sok og fandt en metal stykke som han havet smuglet ind. Han begyndt med at skær metal rørene. En halv time er gået og stadig intet, timerne gik, fire timer, gav han op, lå spredt på den kold gulv. Sparket døren fuld af frustation, og døren åbnet sig, kold blodet kigget han, hele Hvidt i hovedet.

Moralen : At ikke alting er så kompliceret, men vi opfatter det sådan.Da fængsel betjent kiggede smilende på ham, låst han aldrig døren, og mand troet at han var i verdens mest sikret fængsle. Hvis vi kan slippe ud af fængsle, hvad ellers kan vi opnår, hvis vores hjerne ikke opfatter det sådan.